Indkøbskurv

Elin mor til tre / kejsersnit og brok / personligt forløb

 

Jeg var på barsel med vores tredje guldklump, da jeg ved en tilfældighed stødte på et Maven og Mig opslag på Facebook om gratis infomøde. Jeg havde aldrig hørt om rectus diastase før, men snart skulle jeg blive meget klogere og finde ud af, at jeg, uden at vide det, gik rundt med delte mavemuskler, et meget svækket bindevæv og en svag core.

 

Det som jeg heller ikke var klar over på det tidspunkt var, at jeg i den kommende tid ville gennemgå en fysisk forvandling, få bedre forståelse og kontakt til min krop, resulterende i en forbedret livskvalitet, takket være et fantastisk samarbejde og træningsforløb hos Maven og Mig med dygtige og inspirerende Sussi.

 

 

Jeg havde i årene forinden født tre dejlige og fantastiske drengebørn med henholdsvis planlagt kejsersnit, fødsel med en meget lang pressefase og planlagt kejsersnit. Graviditeterne var alle gode, og barselstiden fantastisk, og disse var kun afløst af korte pauser, hvilket betød, at min krop ikke helt nåede at genfinde sin oprindelige form og styrke før en ny baby meldte sig. I tiden efter fødslerne (især efter den vaginale fødsel) var jeg plaget af en svækket bækkenbund og døjede med smerter og inkontinens samt en tyngde (i underlivet) jeg mærkede ved løb og anden fysisk aktivitet.

 

Jeg gik til genoptræning og lavede bækkenbundsøvelser i håbet om at genvinde noget af min før-graviditet styrke og afhjælpe min inkontinens, men jeg havde svært ved at få kontakt til min bækkenbund, og forbedringer lod derfor vente på sig.

 

Langsomt lærte jeg at acceptere, at disse gener nok var normale efter at have fået tre børn, og at jeg bare skulle lære at leve med dem.

 

 

Jeg husker tydeligt den dag i oktober måned 2014, hvor jeg mødte op til infomødet og for første gang hørte om rectus diastase og de symptomer man kan opleve, når man har delte mavemuskler. Jeg kunne nikke genkendende til alle Sussis og Katarinas ord og følte det næsten som en åbenbaring. Ved det efterfølgende check viste det sig, at den var god nok. Jeg havde en diastase på 4, 8, 4 fingres bredder, et meget svækket bindevæv og et hul/brokport på størrelse med en 5 krone ved navlen. Sussi forklarede mig, at mit bindevæv var så tyndt og svækket, at det kunne sammenlignes med husholdningsfilm, og derfor gav det mig ikke den støtte og beskyttelse til mine indre organer, som det ellers skulle.

 

Samtidig fandt jeg også ud af, at de gener jeg oplevede, samt den svære genoptræning af bækkenbunden i stor grad skyldes min rectus diastase, og ikke min manglende indsats som nybagt mor. Jeg følte mig en smule chokeret men samtidig lettet, for nu var der en måde at blive generne kvit og jeg behøvedes ikke længere at lære at leve med en svækket bækkenbund, inkontinens og topmave som 33-årig.

 

Rectus diastase  
Rectus diastase /delte mavemuskler
   

Billeder tager før opstart af genoptræning

 

Det var begyndelsen på et seks måneders intenst genoptræningsforløb, hvor jeg regelmæssigt gik til personlig træning hos Sussi. Valget faldt på personlig træning, primært pga. at min diastase var stor og mit bindevæv så svækket, således at træningsformen nøje kunne tilpasses og jeg kunne få rådgivning mht. til ergonomien osv. Desuden var det en fantastisk motivation, at få konstant støtte, motivation og rådgivning, når man til tider mest af alt har lyst til at give op, droppe splinten og øvelserne og lægge sig på sofaen.

 

Til første træningstime fik jeg splinten på, splinten som skulle blive min trofaste følgesvend det næste halve år. I starten fandt jeg den en smule klaustrofobisk og stiv, men jeg vænnede mig hurtigt til at have den på døgnets 24 timer, dag som nat, især fordi jeg vidste, at den var så fundamental vigtig i min genoptræning. Jeg lærte de grundlæggende øvelser, at trække vejret rigtigt i forhold til øvelserne samt fik grundig vejledning i dagligdagens ergonomi. Jeg opdagede hurtigt, hvor svækket min core var efter tre graviditeter og fødsler, og i starten kunne jeg kun lave øvelserne siddende på en stol. Desuden var det svært for mig at lave basale øvelser, som for eksempel squats uden at jeg følte smerter/tyngde i mit bækken.

 

Hver tredje uge fik jeg et nyt træningsforløb med hjem, en ny sammensætning af øvelser i varierende antal og nogle gange indgik elastik eller tørklæde i træningen. På den måde kunne jeg hele tiden udfordre min krop og snyde min hjerne, således at min træning blev effektiv og resultatet var, at jeg i løbet af ganske kort tid kunne se og mærke tydelige forbedringer mht. styrken af min core og kontakt til denne. Det krævede selvfølgelig en stor indsats fra min side at få lavet de daglige øvelser, have splinten på samt huske ergonomien, og der var tider, hvor jeg mest havde lyst til at give op, fordi at hverdagen hos os som travl børnefamilie fyldte så meget. Men de konstante fremskridt, som jeg tydeligt kunne mærke på min krop, ville jeg for alt i verden ikke undvære, og derfor blev jeg ved med at lave øvelserne, selvfølgelig med kanon opbakning fra Sussi og hjemmefronten.

 

 

I løbet af den første tid mindskedes min diastase betydeligt, hvilket resulterede i, at jeg blev adskillige centimeter smallere omkring maven og taljen, fik en fladere mave, fik en bedre holdning samt en stærkere core. Derudover blev jeg hurtigt mine inkontinens-gener kvit, samt kunne jeg nu løbe korte ture uden at mærke noget til tyngde i min underliv. Et halvt år inde i forløbet havde min disastase stabiliseret sig på ca. 3-2,5 cm hele vejen op og jeg kunne påbegynde udtrapning af splinten. Efter aftale med Sussi holdt jeg fast i nogle daglige øvelser, huskede ergonomien og tog splinten på i forbindelse med løb og anden fysisk aktivitet, og aftalte regelmæssige check med Sussi hver tredje måned.

 

 

Genoptræningsforløb Maven og Mig

Genoptræning af rectus diastase

 

Billeder tager efter genoptræning

 

To år efter at jeg startede til personlig træning hos Sussi var min diastase 2, 2,5, 1,5, og mit hul i bindevævet var nu på størrelse med et riskorn, og jeg havde aldrig følt mig bedre tilpas.

 

I dag er min core stadig stærk, og jeg kan med vished sige, at træningsforløbet hos Maven og Mig har været et af disse “life changing experiences”, som man kun sjældent oplever som voksen. Jeg har fået en fuldstændig anden forståelse og kontakt til min core og bækkenbund, samt er ergonomien og øvelserne så indarbejdet nu, at de er en helt naturlig del af mig og min hverdag. Jeg er nu i stand til at dyrke styrketræning samt løbe lange ture, noget som var fuldstændig udelukket for 2½ år siden.

 

Aldrig i mit liv har jeg oplevet et træningsforløb med så stor positiv indvirkning på mit velbefindende, og jeg er lettet og dybt taknemmelig for, at jeg ad tilfældighedens/skæbnens vej endte hos det utrolig kompetente, inspirerende og hjertevarme team bag Maven og Mig, og gennem Sussis kyndige vejledning omkring træningen og fantastiske opbakning i dag står med samlede mavemuskler og en stærk core.

 

    • company-logo
    • company-logo
    • company-log
    • company-log
    • company-log
  • Gratis

    Rectus diastase / delte mavemuskler:

    Få vores 3 bedste råd til hverdagen

    Ja tak - send dem med det samme!
    Nej tak - ingen gratis råd til mig