
Sådan påvirker dit ar kroppen – nem guide til selvbehandling
Et ar kan være mange ting – du kan elske det, hade det eller måske slet ikke forholde dig til det. Det kan være forbundet med svære følelser og smerter, mens det for andre slet ingen tydelige gener giver. Vi er heldigvis alle forskellige.
Adhærencer kan føles som en hårdhed under huden og måske også en følelse af at arret har sat sig fast, så det overliggende væv buler ud over arret og danner en lille ‘pølse’. Da adhærencerne forhindrer kroppens forskellige vævslag i at glide uhindret langs hinanden, kan de lede til forskellige gener som f.eks:
- – Smerter lokalt ved arret
- – Nivende fornemmelse ved arret
- – Stift og usmidigt ar
- – Lændesmerter
- – Hæmmet bevægelighed
- – En muskel der ikke er fuld funktionel
- – Følelsesløshed eller en prikkende / sovende fornemmelse
Selvom arvæv er kroppens naturlige måde at hele på efter en operation (eller andre skader), er arvæv af natur mere stift, skrøbeligt og har mindre cirkulation end ‘almindeligt’ væv. Derfor kan det give disse gener. Mange er ikke klar over at et ar også kan give smerter andre steder i kroppen, som f.eks. et kejsersnitar det giver lændesmerter. Det er selvfølgelig vigtigt at huske på at vi alle er forskellige, og derfor vil nogle også have mere tendens til at danne arvæv og opleve gener, end andre.
Arvæv og rectus diastase
Blandt vores klienter ser vi ofte arvæv på maven fra blandt andet kejsersnit, brokoperationer, fedtsugninger med mere, og vi giver altid kvinder redskaberne til at bearbejde adhærencerne, da dette oftest er vigtigt ift. heling af diastasen.
Hvordan påvirker mit ar helingen af diastasen? tænker du måske… det gør det af forskellige årsager. En af grundene er den ringe cirkulation der findes i arvæv og adhærencer. For at bindevævet kan hele ordenligt, skal det tilføres næringsstoffer, hvilket kræver en god cirkulation i vævet.
En anden grund til at dit ar kan påvirke helingen af de delte mavemuskler, er hvis der er manglende forbindelse fra hjernen ned til området omkring arret. Et ar kan være forbundet med mange følelser af den ene eller anden årsag, og er ofte også forbundet med traume. Dette kan medføre at hjernen så at sige ‘lukker af’ for kontakten til dette område.
For at hele et område på kroppen, samt mindske smerter og genvinde fuld følelse igen er det vigtigt at genoprette forbindelsen dertil. Ved selv at behandle dit ar, og oplevelsen forbundet med den, genoprettes de neuromuskulære forbindelser, og helingsprocessen af din diastase og arvævet øges.
Sådan behandler du dit ar med massage
Du kan begynde at massere dit ar når det er ordenligt helet op, hvilket for de fleste vil være efter ca 8 uger. Gå blidt til værks, det skal ikke gøre ondt.
- – Start med nogle dybe vejrtrækninger ‘helt ned’ til arret, så du kan slappe ordenligt af
- – Masser hele arret og vævet omkring det, blidt i cirkulære bevægelser med fingrene
- – Stræk arret mellem fingrene både på langs og på tværs
- – Se om du forsigtigt kan løfte arret væk fra det underliggende væv langs hele dets længde, mens du ganske blidt nuldrer det mellem tommel- og pegefingre
- – Masser arret 2-3 minutter dagligt
- – Smør arret efter massagen med en creme eller lotion der er rig på e-vitamin
Mange har svært ved at røre ved deres ar, da det enten er smertefuldt eller forbundet med svære følelser. Er dette tilfældet, start da bare med at stryge og berøre arret uden på dit tøj flere gange dagligt. Når du har vænnet dig til denne form for berøring, kan du langsomt begynde at stryge og berøre arret direkte på huden, før du kan begynde at massere det.
Usikker?
Er du usikker på hvordan netop dit ar skal behandles, så tag kontakt til os eller andre professionelle for rådgivning. Husk dog at den der er bedst til at behandle dit ar, er dig. Du kan behandle dit ar dagligt, og du vurderer bedst hvor hurtigt du kan gå frem med massagen, så du hele tiden er i kontrol.
Udtalelse fra klient:
Du spurgte mig om jeg huskede at massere mit ar efter kejsersnit og det har jeg aldrig prøvet (eller vidst man skulle ) og jeg har haft meget kraftige lændesmerter… Nu har jeg masseret mit ar siden fredag og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været fri for smerter i min lænd før nu!! TUSIND TAK for rådet og JA det er virkelig godt givet ud!!