Hvordan bedømmer vi at der er en rectus diastase tilstede, og hvornår betegnes den som lukket eller helet igen?

Bugvæggen er opbygget af mange forskellige lag, der består af de forskellige mavemuskler, seneskeder, fascier, fedt og hud. (Læs her hvis du vil have uddybet hvad en diastase er og hvordan musklerne i maven hænger sammen).

Research viser at den normale bredde af lineas alba (altså bindevævet der forbinder de to halvdele af din six pack muskel (rectus abdominis) og er en samling af alle mavens muskellag) varierer fra person til person; men at normalbredden hos en person uden rectus diastse kan være op til 2 cm (Beer et al (2009)). Det er ca 2 fingres bredde. MEN (for der er et men) det er ikke kun bredden af linea alba der er bestemmelsesfaktor for sværhedsgraden af en diastase eller hvorvidt der overhovedet er en tilstede. Det er i høj grad også tilstanden/sundheden af bindevævet, altså linea alba, der skal vurderes.

De fleste beskriver deres diastase kun vha dens bredde, f.eks. ”4 eller 5 fingre”. Det kan være svært for utrænede hænder at måle bredden helt præcist, men det er trods alt nemmere at forholde sig til, end tilstanden af bindevævet. Derfor denne tendens.

Bindevæv kan også være meget vanskeligt at vurdere hvis man ikke har noget at sammenligne med og i øvrigt ikke en vant til at palpere maver, men her en kort forklaring:

Sundt bindevæv skal føles fast under dine fingre, når du tester din mave for adskillelse. Dvs. at dine fingre ikke skal synke ned forbi musklerne, og bindevævet ikke skal føles blødt.

Du har en rectus diastase (delte mavemuskler) hvis:

• Bindevævet føles blødt under fingrene, lige meget om bredden måler 10cm eller mindre end 2 cm.
• Men også hvis bindevævet føles sundt og fast under dine fingre og mellemrummet er bredere end to fingre, et eller flere steder langs linea alba.

Hvis bindevævet føles fast under dine fingre og mellemrummet er to fingres bredde eller mindre, så har du ikke en rectus diastase.

Blandt vores klienter ser vi mange forskellige eksempler på hvordan en rectus diastase kan vise sig. I størstedelen af tilfælde gælder reglen at jo bredere diastasen er, jo blødere og mere svækket vil bindevævet også være, og det giver jo fin logisk mening. Men (her kommer det ‘men’ igen) sådan er det ikke for alle. Vi kan godt opleve klienter hvor mellemrummet er to eller måske kun én fingers bredde men bindevævet er meget blødt og eftergiveligt, og samtidig kan vi også opleve kvinder med mellemrum på 7 eller 8 fingeres bredde hvor bindevævet er rimelig fast og modstandsdygtigt. Begge af disse tilstande kræver genoptræning for at opnå optimal funktion i hele kroppen og ordenlig støtte fra bugvæggen af de indre organer og ryggen.

Er der kontakt?

En anden vigtig ting vi tester når vi først vurderer en rectus diastase er om der en ‘kontakt’ ned til mavens muskler. Dvs. kan hjernen sende signaler ned til musklerne eller er større eller mindre dele af den abdominale muskulatur blevet inaktiv.

I tilfælde af delte mavemuskler er det den dybe tværgående mavemuskel (Transversus Abdominis) der oftes mister forbindelsen fra hjernen, og i nogle tilfælde er det faktisk hele core muskulaturen der bliver mere eller mindre inaktiv og svækket.

Alle muskler i kroppen er en del af et vigtigt sammenspil, og har hver i sær deres egen vigtige funktion i samarbejde med hele vores mekanisme. Kroppen fungerer på en ‘use it or lose it’ basis. Dvs hvis en muskel ikke bliver brugt, vil hjernen forstå at der ikke længere er behov for denne muskels funktion og vil derfor sende færre og færre signaler til den. Musklen vil svækkes yderligere når kontakten fra hjernen forringes.

Den manglende forbindelse til den dybe tværgående mavemuskel (der også påvirker forbindelsen til andre muskler i dit core), sker ofte ved graviditet hvor musklen i sidste trimester konstant er strukket til maks længde, og derved ikke kan bruges særlig meget. Det kan også ske grundet en kronisk dårlig holdning hvor musklen ikke har de rette forhold til at blive aktiveret i daglidagen, eller ifbm. traume, som f.eks. en traumatisk fødsel eller større operation, hvor hjernen lukker af til det traumatiserede område for ikke at mærke de fysiske og/eller følelsesmæssige smerter.

Hvorfor kan du så egentlig stadig stå og gå hvis vigtige muskler i din krop er inaktive ?

Svaret på dette er simpelt: overlevelse! Vi er som mennesker helt fantastiske og komplicerede konstruktioner, og heldigvis finder kroppen imidlertid en anden løsning når hjerne ikke længere snakker sammen med nogle af vores muskler.

Hjernen bliver nødt til at rekruttere andre muskler og derved kompenserer, da du stadig skal kunne passe dine daglige gøremål, dit arbejde og/eller dine børn. Dette er som sagt ganske simpelt en overlevelsesmekanisme, og faktisk ret smart i tilfælde af f.eks. kortvarige skader eller smerter. Det er bare desværre ikke holdbart i længden da de kompenserende muskler ikke er designet til at udføre disse opgaver og derfor overbelastes. Overbelastning kan lede til smerter, kramper og svækkelse af pågældende muskel/muskler, samt med tid, nye kompenseringer.

Vi oplever som regel at jo ‘større’ adskillelsen er (her medregner vi også bindevævets tilstand) jo dårligere kontakt er der også, MEN (der var den igen) selvfølgelig er der også undtagelser til denne regel. Dog er det vigtigt at huske på, at selvom man med en rectus diastase godt kan have okay kontakt til sit core, vil den unormale bredde af linea alba stadig skabe en ubalance hvortil uhensigtsmæssige kompenserende mønstre følger, fordi musklerne ikke har den optimale placering og hvilelængde til at udføre deres opgaver ordenligt.

Og så kommer det store spørgsmål: Skal alle diastaser genoptrænes?

Det vil vi snakke mere om i anden del af dette blog indlæg som du kan læse lige her.