Uge 33

Mit blogindlæg om uge 33 i graviditeten kommer desværre en anelse forsinket… og hvad kan jeg sige, andet end at somme tider ville jeg ønske at døgnet havde mere end 24 timer og ugen flere end syv dage…

med deadlines, børnefødselsdags-planlægning og en treårig med skoldkopper… ja så er det ufatteligt svært at få ryddet i sin to-do-liste.

Min trøst er at de fleste af jer som læser med, sikkert kan nikke genkendende til situationen.

Nå, men her kommer målene endelig!

Diastasens mål i fingres bredder:  

Over navlen: 5

Ved navlen: 4

under navlen: 3

Link: se mål og billeder fra: uge 28, uge 23, uge 19 og fra uge 13 og 16

Ved målingen i uge 33, havde diastasen åbnet sig en smule over navlen.

Baby og livmoder fylder simpelhen en masse opadtil nu, og det presser ribbenene udad…

Lungerne har det lidt trangt, så det er pludselig ikke mærkeligt at det kan være svært at trække vejret og jeg nemt bliver stakåndet…

Og som jeg fortalte om i et tidligere indlæg, er det meget almindeligt som maven vokser og tyngden øges fortil, at bækkenet kipper fremad og svajet i ryggen bliver større…

Når, oven i det, den lille så når helt op til ribbenene, og desuden prøver på at lave gymnastik på den trange plads derinde…

Ja så er det ikke mærkeligt at man får lyst til at læne sig tilbage, og skyde frem i brystpartiet, for at give bedre plads til det hele, og lette vejrtrækningen…

Og det trækker jo i bindevævet.

Jeg kan sagtens selv huske ømheden og ligefrem smerten når den lille akrobat i maven bevægede sin lille numse helt op imod ribbenene, i min første gravidtet. Og når jeg kigger tilbage på billederne fra dengang kan jeg godt se hvor påvirket min holdning var, og det var jo grunden til at min diastase blev så stor over navlen.

Det har jeg heldigvis kunne forbygge denne gang, så den slet ikke har åbnet sig i samme grad.

Jeg har i denne graviditet slet ikke oplevet gener fra bækken, skuldre eller ryg på samme måde, som i min sidste graviditet. 

Bevidstheden omkring at arbejde aktivt med min holdning og åndedræt i hverdagen, og holde kontakten til og styrken i mit core fra dag et  i graviditeten, har gjort det muligt at holde min rectus diastase så lille som muligt.

Og det kan mærkes.

Tro nu ikke, for alt i verden, at jeg mener man kan komme udenom at kroppen ændrer sig, og er nødt til at tilpasse sig de stadigt ændrede forhold den bliver udsat for i løbet af en graviditet- selvfølgelig ikke.

Men man kan passe på at man ikke overbelaster yderligere ved ganske almindelige dagligdags aktiviteter, og det kan du se nogle god tip nedenfor:

Tage sko og strømper på:

Selv om det kan være fristende at tænke, at det er god balancetræning – så undgå at hoppe omkring på et ben med krummet overkrop, og med risiko for at miste balancen, når du tager sko eller strømper på.

Sid ned på en stol, læg foden op på modsat knæ og læn dig frem fra hoften med lige ryg og aktivt core – voila!

Lange skohorn, og sko som er nemme at træde ned, i uden at binde, er en anden god mulighed.

Gode siddestillinger på gulvet (leg på gulvet med børn, se tv eller andet)

Det kan være svært, pga stramme muskler i lår og hofter, at sidde behageligt på gulvet og uden at krumme ryggen.

Sid i stedet for i skrædderstilling, eller med bøjede knæ, oppe på en meditationspude.

Når du kommer lidt højere op at sidde, åbner det op i dine hofter og knæ, så det er nemmere at sidde med en rank ryg, og cirkulationen til underbenet forbedres.

Meditationspuden er blandt yndlingsinventaret hjemme hos os, men du kan også bruge en yogablok, fast pude eller lignende.

At samle legetøj op fra gulvet (igen…!)

Brug et squat, eller benbøj, hvor du bøjer fra hofter og knæ med rank ryg og aktivt core.