Camilla, mor til to, med kroniske smerter - Genoptrænet ved personlig træning

“Jeg hedder Camilla og er en stolt mor til to drenge på nu 5 og 1,5 år. Begge fødsler foregik vaginalt.

Jeg opsøgte Maven og Mig efter at have set et opslag på Facebook. Jeg havde på det tidspunkt ikke mistanke om at jeg havde en Rectus Diastase men alligevel vakte opslaget interesse.

Jeg døjede med forfærdelige, daglige lændesmerter og havde i det hele taget mange forskellige kroniske smerter i bla. bækkenet og ryg/nakke.

Det var en kamp for mig at gå og bære rundt på min dengang 10 måneder gamle søn…

Alle de mange løft og dumme vrid/stillinger man blev udsat for med en baby, var et helvede. Jeg kunne slet ikke overskue at tage ud af huset, da det indebar at jeg skulle have gang i uhandy autostol, 10 kg baby samt barnevogn mv. ind og ud af bilen.

Efter at have surfet lidt rundt på deres hjemmeside, var jeg ret sikker. Jeg lignede stadig en der var gravid i andet trimester!!

Jeg havde egentligt bare tænkt at jeg stadig manglede at tabe mig en del og at fedtdepoterne på min krop havde flyttet sig til min mave. Men jeg blev klogere. Efter at have lavet testen for Rectus Diastase, var der ikke længere noget at være i tvivl om. Diastasen var der.

Jeg meldte mig derefter hurtigt til et infomøde, for at få lidt mere information men også for at få tjekket efter HVOR stor den egentlig var min diastase. Det havde jeg svært ved at bedømme selv. Jeg målte den selv til ca 3-4 fingres bredde over navlen.

Det var et godt og informativt infomøde. Bagefter fik jeg tjekke min mave af Sussi. Da Sussi fortalte mig at jeg havde en deling på 7 fingres bredde over navlen, 5 fingre øverst og 6 fingre nederst, var jeg mildest talt chokkeret!!

Og ikke nok med det så fik jeg at vide at mine mavemuskler nederst i højre side slet ikke reagerede, når jeg skulle spænde op…

Pga tyngdefornemmelse nedad til, daglige smerter og ikke mindst pga størrelsen af diastasen, anbefalede Sussi mig et personligt forløb.

Hun mente ikke at det var forsvarligt at jeg hjemmetrænede, hvilket ellers havde været min plan, da jeg bor i østjylland – LANGT væk fra Maven og mig…

Da jeg gik fra infomødet brød jeg sammen i gråd. Jeg var både lettet over at finde ud af, hvorfor jeg muligvis følte mig i så dårlig stand efter mine to graviditeter men samtidig også utroligt forfærdet over at diastasen var SÅ stor og at mine  mavemuskler ikke engang reagerede når jeg skulle spænde op.

Det var en stor mundfuld! Også fordi at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle finde overskuddet til at tage til Kbh mindst tre gange mere for at blive undervist og fulgt op på af Sussi.

Da jeg kom hjem gik jeg i tænke boks. Var det her forløb nødvendigt og kunne jeg gennemføre det…

Min konklusion var at det både kunne og skulle  jeg!! –  fordi det var yderst vigtigt at få mit core på rette spor igen og se om jeg kunne gøre noget ved mine lændesmerter samt de andre gener jeg døjede med efter min graviditeter.

Jeg startede kort tid efter på mit personligt forløb. Det var dejligt at møde op hos søde Sussi, der fik mig til at føle mig tryg – dog med en skepsis over om jeg overhovedet ville kunne gennemføre forløbet og om jeg nogensinde ville komme til at se ‘normal -ikke gravid’ ud igen…

Efter en god lang snak om mine skavanker, måling og fotografering af min mave og en grundig gennemgang af mine øvelser, var jeg klædt på til at komme igang!

Jeg var iøvrigt forbavset over, hvor lidt eller hvor simpelt det var, det jeg skulle igang med…

Det gik forrygende med at bruge splinten. Den krævede selvfølgelig lidt tilvænning men efter en lille uges tid var det som om jeg altid havde gået med den. Den gav en fantastisk støtte – som om ens core var tilbage til normalen igen.

Og det gav bare endnu mere blod på tanden for at træne sig tilbage til en sund og stærk core funktion.
Jeg var meget lettet over ikke at have oplevet kvalme med splinten. Det var i hvertfald mindre end lidt og egentligt nok kun en enkelt dag helt i begyndelsen.

Det skønne ved mit personlige forløb var at jeg altid kunne være i tæt kontakt med Sussi. Hun skrev fluks tilbage på mine mails med opmuntring, ros og gode råd. Det var en kæmpe støtte for mig og helt sikkert medhjælpende til at det gik så godt.

Under de sidste to undervisninger/opfølgninger i mit forløb, lærte jeg en hel masse (mere) om at bevæge sig ergonomisk, have en god holdning og så fik jeg lidt andre øvelser som hjemmearbejde…

Det der var sværest, var at huske på at bevæge sig ergonomisk korrekt (feks når man samler ting op fra gulvet, ind og ud af sengen, sætter børnene i autosædet osv). Men gentagelser er vejen frem for at bygge nye sunde rutiner og fordi Sussi introducerede dem for mig i et moderat tempo, lykkedes det.

Den tredje og sidste gang fik jeg iøvrigt den fantastiske (og overraskende) nyhed, at min diastase var helet og derfor havde lukket sig.

Det havde jeg ikke regnet med! Da Sussi til slut viste mig før og efter billederne, som hun havde taget af mig, var jeg et stort smil… Jeg havde haft så svært ved at se mig selv i spejlet, så jeg havde ikke villet se de billeder, hun havde taget af mig under forløbet i ren afsky og flovhed over, hvordan jeg var kommet til at se ud.

Nu kunne jeg se forskellen og hvor sej jeg havde været – jeg var pavestolt!!

Nu kom det næste i processen – at vænne sig af med splinten. Det var med blandede følelser, for på en måde glædede jeg mig til at komme af med den pga nemheden ifht at vælge tøj og ikke at skulle have så meget på i sommervarmen.

På den anden side elskede jeg bare den støtte, og måske også tryghed, den gav mig. Men det gik fint med hjælpe fra Sussi´s kyndige vejledning og lidt af min egen intuition.

En side-gevinst for mig har været at mine lændesmerter er forsvundet. Det har ikke fjernet mine smerter i bækkenet og andre steder i kroppe MEN lidt har også ret!

Efterfølgende har jeg fundet ud af at de er der af en helt anden årsag. Jeg er trods alt meget glad for at blive fri for de daglige enerverende og meget trættende smerter i lænden, som gjorde det svært for mig at håndtere, specielt, min mindste søn.

Jeg kan nu også prale af at jeg mange gange siden mit forløb har høstet stor ros hos venner/bekendte/fremmede for at jeg har en flot holdning! Det har jeg aldrig haft og det er endnu en fed side-gevinst!

Jeg holder stadig diastasen ved lige ved at lave mine øvelser og det skal jeg gøre resten af mit liv, men det er lige til at overskue! Hvis jeg i perioder glemmer det lidt – så bliver jeg mindet om, hvordan jeg engang så ud og så giver det sig selv…

TAK <3 Du har gjort en kæmpe forskel for mig!”

Billederne er taget før opstart af genoptræningsforløbet og igen 9 uger senere (da diastasen var helet), og deles med tilladelse fra Camilla